Inklusion i Georgs Æske

Kære læser!

Vi vil gerne invitere alle med interesse for børn i alderen 1-6 år, der har varigt nedsatte psykiske og/eller fysiske funktionsevner, ind i vores børnehus. Foruden en vuggestue- og en børnehave-gruppe har vi et unikt specialpædagogisk behandlingstilbud.  

Det er sidstnævnte tilbud vi særligt fokuserer på i denne beretning anno 2014. I disse år bliver der talt meget om inklusion, og måder at gøre det på, der bedst muligt fremmer det enkelte barns trivsel og læring i betydningsbærende fællesskaber.

Vi har rigtig gode erfaringer med vores behandlingstilbud, hvor børnene har egen base med fast tilknyttede specialuddannede pædagoger. Behandlingstilbuddets placering i et ganske almindeligt dagtilbud giver børnene mulighed for at indgå i sammenhænge med andre børn. Det foregår, når børnene selv opsøger andre børn, mødes med dem i fælles sammenhænge og når vi skønner, at de er klar til at beherske nye udfordringer.

Det giver alle vores børn i Georgs Æske indsigt i børns forskellige forudsætninger, og i værdier som tolerance og respekt.

Får du lyst til at vide mere, er du meget velkommen til at kontakte os.

God læselyst! BLOMSTERKASSEN 2014